Alfa Romeo Alfasud Sprint 1.3
1976: Alfa Romeo Alfasud Sprint 1.3
Den sidste “betalbare” lille Alfa Romeo sportsvogn var den Alfasud-baserede Sprint. Giugiaro havde tegnet det smarte karrosseri, der af mange betragtes som mere vellykket end den større Alfetta GT, som også var tegnet af Giugiaro.
Alfasud Sprint ved præsentationen i september 1976. Denne bil er forsynet med grænsenummerplader (EE = Escursionisti Esteri).
Alfa Romeo Alfasud Sprint blev først præsenteret i september 1976, selvom den var blevet designet af Giugiaro samtidig med den “almindelige” Alfasud med fire døre, der blev præsenteret i 1971, og beslutningen om at fremstille en coupe på basis af en familiebil må tages som udtryk for, at Alfa Romeo havde valgt også at tage økonomiske hensyn.
Motorens slaglængde var øget med 5 mm, hvorved motorens slagvolumen steg fra 1186 til 1286 ccm. På trods af de skarpe linier har denne coupe overraskende gode pladsforhold, og bagagerummets kapacitet er kun 75 liter mindre end Alfasud med 4 døre. En sjov detalje er firkløveret i C-stolpens luftudtag.
Alfasud Tropheo Cup blev afløst af Sprint Tropheo Cup.
Et smukt eksemplar af Sprint-modellen. Det er Claus Larsens flotte ClubRacer. Fælgene er de kendte, sorte Speedline-fælge fra Alfa 155 Sport, og motoren er en 1.7.
En marginalt ændret Alfasud Sprint blev præsenteret i maj 1978 med ganske få synlige ændringer som sort sidespejl, sorte vindueslister og velour-sæder. Der kunne nu vælges mellem motorer på 1351 ccm, ydende 79hk, og 1490 ccm, ydende 85hk (i Danmark kun 1.5), og alle Alfasud-varianter blev nu dyppet i zinkbade for at modvirke rustdannelse.
Medio 1979 fik Alfasud Sprint to karburatorer og tilnavnet Veloce, og motorerne ydede nu henholdsvis 86 og 95 hk. De øvrige ændringer bestod i et supplerende motorophæng og mere sportslig affjedring og dæmpning. Den langt større efterspørgsel på biler med den store motor ses tydeligt af produktionstallene.
Sprint 1.7 QV fra 1987, der aldrig blev importeret til Danmark.
Interiøret i en Sprint 1.5 QV.
Alfa Romeo Sprint blev præsenteret i marts 1983, og Alfasud var nu ikke længere en del af modelbetegnelsen. Den kraftigste variant var en Sprint 1.5 QV (quadrifoglio verde = grønt firkløver), ydende 105hk og med aluminiumsfælge, tågelygter og grøn stribe. Alle varianter havde samme kølergrill, beskyttelseslister langs siderne, baglygter og nyt instrumentbrædt. Sprint 1.5 (uden QV) havde også 105hk, men en højere gearing, stålfælge i stedet for alufælge, anderledes indtræk samt røde i stedet for grøne lister langs sider, på kofanger og Alfa-trekant.
I 1984 gik man over fra Alfasud undervogn til 33-undervogn. Bremseskiverne fortil flyttede ud til hjulene. Bagtil blev skiverne erstattet af tromler, og bagakselen i oppresset pladeprofil blev afløst af en rørbagaksel.
1987 blev Sprint 1.5 QV afløst af Sprint 1.7 QV ydende 118hk eller 105hk i kat.-udgaven med indsprøjtning i stedet for karburator. En lille karrosseri-farvet hækspoiler var kommet til (kun Sprint 1.7 QV), beskyttelseslisterne langs siderne var væk, aluminiumsfælgene havde samme design som Alfa 33 1.7 QV, og stoffet på sæder og dørsider var nyt (velour), Motoren havde hydrauliske ventilløftere, og de forreste bremseskiver var ventilerede (men stadig kun tromler bag).
Sprint 6C fra 1982 forblev kun en prototype. Bilen havde Alfa’s 2.5 V6, placeret bag ved føreren. Der blev bygget to eksemplarer, hvoraf det ene (med dårligst finish, og ikke den på billedet viste) kan ses på Alfa-museet. Baglygterne og det nye kølergitter var en forsmag på, hvordan den nye, faceliftede Sprint kom til at se ud året efter.
SPECIFIKATIONER, Alfasud Sprint 1.3
Opbygning
Selvbærende karrosseri af stålplade. Langsliggende motor, placeret foran. Gearkasse placeret ved motor, Forhjulstræk.
Motor
4 cylindret boksermotor med to enkelte, overliggende, tandremstrukne knastaksler, to ventiler pr. cylinder. Motorblok af støbejern og topstykker af aluminiuim. Boring 80 mm. Slaglængde 64 mm. Slagvolumen 1286 ccm. Kompression 9:1. 1 stk. karburator af typen Weber 32 DIR 61. Maksimal ydelse 76hk v/6.000 o/m. Maksimalt drejningsmoment 10,5 kgm v/3.500 o/m, Litereffekt 59,1 hk/l.
Transmission.
Manuel 5-trins gearkasse med gearstang placeret i gulvet. Tør enkeltplade-kobling. Udveksling i gearkasse:
1. 3,54:1
2. 2,04:1
3. 1,45:1
4. 1:1
5. 0,92:1
R. 3,09:1
Udveksling i differentiale: 4,111: 1
Hjulophæng
For: McPherson-ophæng med skruefjedre, hydrauliske teleskopstøddæmpere og krængningsstabilisator.
Bag: Stiv aksel med watt-led i hver side, panhard-stang, skruefjedre og hydrauliske teleskopstøddæmpere.
Styretøj
Tandstangsstyring.
Bremser
Hydraulisk system med vacuumforstærker og skivebremser for og bag. Skiver for placeret ved, differentiale. Mekanisk håndbremse på forhjulene.
Hjul
Stålfælge i størrelse 5×13″ med dæk i størrelse 165/70SR13.
Mål og vægt
Længde 402 cm.
Bredde 162 cm.
Højde 131.cm.
Akselafstand 246 cm.
Sporvidde for/bag 165 cm.
Frihøjde 14 cm.
Bagagerum 325 liter.
Tør egenvægt 890 kg.
Benzintank 50 liter.
Præstationer
Acceleration 0-100 km/t: 12 sek. Tophastighed 165km/t.
Produktion
Alfasud Sprint 1.3 (76 hk), 1976-1978, 18.356 stk.
Alfasud Sprint 1.3 (79 hk), 1978-1979, 2.839 stk.
Alfasud Sprint 1.5 (85 hk), 1978-1980, 25.823 stk.
Alfasud Sprint 1.3 Veloce (86 hk), 1979-1982, 3.801 stk.
Alfasud Sprint 1,.5 Veloce (95 hk), 1979- 1983, 31.934 stk.
Sprint 1.3 (86 hk), 1983-1987, 6.974 stk.
Sprint 1.5 og 1.5 QV (105 hK), 1983-1987, 24.529 stk.
Sprint 1.3 (86 hk), 1987-1989, 2.257 stk.
Sprint 1.7 QV (105-118 hk), 1987-1989, 4.921 stk.
Produktion i alt: 121.434 stk.
Priser i Danmark pr. januar 1978:
Alfasud 1.2 (63 hk) kr. 49.993
Alfasud 1.3 ti (76 hk) kr. 58.982
Alfasud Sprint 1.3 (76 hk) kr. 74.934
Priser i Danmark pr. januar 1984:
Alfa Sprint 1.5 QV (105 hk) kr. 159.994
Alfa 33 1.5 SL (85 hk) kr. 133.996
Tekst: Erik Schifter-Holm. Foto: Fabriksfoto & Internettet.