Dramatisk sæson afsluttet

Alfa Romeo ClubRace 2005

Det var den 25. september, det er allerede mørkt og koldt tidligt om morgenen. Men det holdt selvfølgelig ingen ClubRacer tilbage, for i alle tre klasser var mesterskabet den morgen stadig åbent, og alt kunne ske.
Alfa Romeo ClubRace køres jo som en del af HMS ClubRace mesterskabet, men forudsætningen for at optjene point i Alfaklubbens mesterskab er selvfølgelig, at du er medlem og deltager i en Alfa Romeo.

CR 1 har i denne sæson været klassen, hvor der har været få deltagende klubmedlemmer, der til gengæld aldrig har kørt på samme tid!
Der kåres derfor ifølge vores regler ingen mestre i denne klasse i år.

   
Mende kører ind i pitlane i den brutale 75’er.

Dagens 1. heat blev vundet af Mende Trajkovski Alfa 75 Turbo. Mende er jo tidligere mester, men det var første gang han var på banen i år, så selv om han selv følte sig lidt ‘rusten’, var han klart ikke voldsomt angrebet!
I 2. heat gik sejren til Bjarne Mortensen Peugeot 205 (205 hk. Agergaard motor) foran Carsten Thygaard Porche 944 og Mende.

CR 2 har leveret spænding for alle pengene i år, og Alfa’erne er her helt dominerende.
De fire første, Gunnar Hildorf i Alfasud, Steffen Sylvest i Alfa 33, Carsten Hansen i Alfa 75 og Henrik Nøhr i Alfa 75 lå næsten à point, så der blev satset i tidstagningen.
Carsten oversatsede til sidst og oplevede en dramatisk afkørsel ved udgangen af 180 graders kurven for enden af langsiden. Carsten var heldigvis OK, men 75’eren trænger til et nyt karrosseri.

I 1. heat vandt Steffen foran Gunnar, da Henrik måtte udgå med defekt gearkasse.
I 2. heat vandt en suverænt kørende Steffen igen, foran Ulrik jensen Alfa Romeo GTV og Gunnar Hildorf på 3. pladsen.
Ulrik havde både fået mere ro og fart i bilen denne gang. Roen skyldes de nye flotte 8×17” hjul, og farten kom, da Ulrik lånte Carstens styreboks.

Samlet vinder Steffen Sylvest mesterskabet foran Gunnar Hildorf og Henrik Nøhr.

   
Carsten i 75’eren mens den endnu var i god stand.
En af dagens mest spændende dueller stod mellem Gunnar Hildorf i Alfasud og Ulrik Jensen i GTV.

I CR 3 har vinderen i år enten været Claus Larsen Alfa Sprint eller Ebbe Mortensen Alfa 33.
Claus havde dog et problem før 1. heat, da venstre forhjul havde arbejdet sig løst under træningen, og gevindet i hjulboltene var blevet beskadiget.
Claus satsede og startede med 3 hjulbolte i venstre forhjul, men på 8. omgang forlod forhjulet bilen i svinget for enden af langsiden, så denne weekends vinder blev Ebbe Mortensen.

HMS-mesterskabet i klassen går til Ebbe foran Claus, men i  Alfa Romeo ClubRace er der en lidt anden pointgivning (se reglementerne) og det betyder, at her vinder Claus foran Ebbe.

Ebbe Mortensen

   
Ebbe Mortensen kørte sin 33’er til en stabil sejr efter en næsten komplet sæson.
Claus Larsen har fået mere fart i bilen men undervognen belastes hårdere.
 
 
foto: Anni Hansen og Henrik Rasmussen