Forårsmøde hos Flemming og Helge Schelde

En lørdag eftermiddag i maj mødtes en større flok medlemmer i Vejen for at kigge på en masse spændende biler og motorcykler.

De nybagte ejere af en classico Alfa, Tove & Bo Jørgensen, fortæller:

Den 6. maj i år skulle vi være med til vores første arrangement i Classico Registeret. Der var aftalt stævne på Q8-anlægget Harte N, lige vest for Kolding, klokken 11.00. Da vi indfandt os klokken to minutter over elleve, var der allerede mødt en 10-15 flotte gamle Alfa Romeo´er…. Hans Jørgen og John Becker i deres Duetto´er, Jens Andresen fra Rødekro i hans flot-restaurerede røde 2600 Touring fra 1962, et antal Spidere fra 1970´erne og firserne, en Bertone Coupé samt Leif Olesen i hans røde Zagato Junior. I alt vel omkring 15 flotte og velholdte Alfa´er.

Efter en god gang dækspark, udveksling af gode tips om dit og dat, samt en lille frokost i cafeteriaet kørte vi så i samlet flok de 24-25 km til Vejen, – hvor vi skulle kigge på (ja det lyder måske utroligt) – biler. Vi var nemlig inviteret på garagekig hos Flemming og Helge Schelde, som i mange år har samlet et gedigent antal gamle veteranbiler og -motorcykler af mange forskellige mærker. Og lad det være sagt fra starten, – det var en utrolig flot samling af gamle biler, hvor visse eksemplarer helt sikkert stod flottere i dag, end da de kørte ud fra fabrikkerne for over 50 år siden.

Allerede ved fortovskanten blev vi budt velkommen af brødrede Schelde, – og efter at vore biler var parkeret, blev vi inviteret indenfor i, hvad man næsten kunne kalde et teknisk museum for veteranbiler- og motorcykler.

Ude bagved i solskinnet var der opstillet en perlerække af flotte Opler, -den ældste fra 1931 den yngste fra midten af halvtresserne. Heraf en enkelt eller to helt originale uden restaurering, – og alligevel i driftsklar og god stand, – men specielt en åben Opel Kapitän fra 1939 trak opmærksomheden til sig her. Herude stod også en Volvo 444, – og så det helt store tilløbsstykke: en stor sort Lea-Francis Coventry fra 1946. (ja, jeg havde heller aldrig hørt om sådan én før). En meget imponerende og herskabelig limousine, der godt kunne minde om en Bentley. Lea-Francis fabrikken startede i Coventry i 1895 som cykelproducent, siger Internettet. I 1903 udvidede man produktionen til også at omfatte bilproduktion – for også fra 1911 af producere motorcykler. Fabrikken nåede at producere omkring 10.000 biler, – hvoraf omkring 420 stadig er kørende. Fabrikken lukkede i 1963 på grund af økonomiske problemer.

   
Classico’erne havde indtaget P-pladsen i Vejen.
Der blev talt ivrigt om den enkelte model.
En imponerende samling af køretøjer udenfor i forårssolen.

Også indenfor var der meget at kigge på. Her kunne vi bl.a. se en sølvgrå Mercedes 190SL fra 1962, to MG-sportsvogne, – en MGA fra 1959 og en TF fra 1954. Der var også en sølvgrå Alfa Duetto Spider fra 1969 samt endnu en Lea-Francis Coventry/hvid åben sportsvogn fra 1950. En utrolig flot vogn. Efter sigende findes der kun tre Lea-Francis-biler i Danmark, – og to af disse findes altså her hos Flemming og Helge i Vejen. Og så var der plader på alle bilerne. (skatteministeren burde sende en erkendtlighed hvert år til jul).

I dag hvor jeg ville indhente lidt yderligere information om årgange osv på de enkelte biler på telefonen, måtte jeg ringe igen senere, – Flemming og Helge var nemlig ude og lufte nogle stykker af deres flotte biler.

Arrangementet sluttede med at vi blev bænket til en hyggelig gang kaffe med hjemmebag i værkstedet. Snakken gik naturligvis lystigt til henad klokken halvfem,- hvor vi kunne køre hjemad i det fine vejr og nyde de mange indtryk fra en god og hyggelig eftermiddag.

Fra Sønderborg siger vi tak til arrangørerne og til Flemming og Helge Schelde.

   
Indenfor dukkede der nogle Alfa Romeo’er op – Classico selvfølgelig.
Kaffen blev til sidst indtaget i værkstedets skygge.
 
foto: Gert Lehmann