1978: Brabham BT46

         

BRABHAM BT46

Den argentinske mesterkører, Juan Manuel Fangio, vandt verdensmesterskabet i Formel 1 i 1951 i en Alfa Romeo 159, men der skulle næsten tyve år, før der igen var en Alfa Romeo-motor i en Formel 1-bil.

I 1970 blev V8-motoren tre liter fra Alfa Romeo 33/3 placeret i en McLaren M14D, og racerkøreren, Andrea de Adamich, skulle køre bilen i sæsonen, men successen udeblev. Ud af årets 13 løb stillede den kun op til de ti, og kun to løb blev gennemført med en 12. plads i det østrigske Grand Prix Österreichring og en 8. plads i det italienske Grand Prix Monza.

Året efter blev samme motor placeret i en March 711, og Andrea de Adamich skulle igen sidde bag rattet, men det blev heller ikke en succes. Ud af årets 11 løb stillede den kun op til de syv, og kun to løb blev gennemført med en 13. plads i det sydafrikanske Grand Prix Kyalami og en 11. plads i det amerikanske Grand Prix Watkins Glen-banen i New York.

Niki Lauda i Brabham BT46.
John Watson i Brabham BT46.
     

Efter disse to års fiasko blev aktiviteterne indstillet, men i slutningen af 1975 indgik Alfa Romeo i et samarbejde med Brabham-teamet, der var ejet af Bernie Ecclestone, som ønskede at benytte den 12-cylindrede boksermotor tre liter fra Alfa Romeo 33TT12 i en Formel 1-bil. Resultatet var Brabham BT45, der blev kørt af flere forskellige kørere.

En af disse kørere var brasilianeren Carlos Pace, der deltog i alle 16 løb i 1976 og gennemførte de ni, hvor det bedste resultat var to 4. pladser. I 1977 nåede han kun at deltage i tre løb, inden han omkom ved en flyulykke. Han kom i mål en 2. plads i årets første løb, det argentinske Grand Prix Oscar Gálvez-banen i Buenos Aires, han måtte udgå i årets andet løb, og ved årets tredje løb deltog han i den forbedrede Brabham BT45B og kom i mål en 13. plads.

Carlos Reutemann i Brabham BT45, som den blev præsenteret for pressen i starten af 1976 sæsonen.
Carlos Reutemann i Brabham BT45, som den ud i resten af 1976 sæsonen.
     

I 1978 blev østrigeren Niki Lauda, der havde vundet verdensmesterskabet i en Ferrari i både 1975 og 1977, hyret af Brabham-teamet, der nu kørte med den forbedrede model BT45C, og takket være et sponsorat fra mejeri-giganten Parmalat (konkurs i 2003) kunne Brabham-teamet give Niki Lauda en årsløn $1.000.000. Ved årets to første løb kom han i mål henholdsvis en 2. og 3. plads, og i resten af året deltog han med den nye Brabham BT46.

Ved det svenske Grand Prix i juni Anderstorp vandt han i den bemærkelsesværdige Brabham BT46B, der var forsynet med en stor ventilatorvinge bagest. Vingen var officielt for at forbedre motorens afkøling, men i praksis sugede den luft væk under bilen og forbedrede dermed bilens køreegenskaber. Bilen var genstand for mange protester fra konkurrenterne, og den blev senere kendt ulovlig af FIA, den internationale automobilsportsorganisation, men Niki Laudas sejr ved det svenske Grand Prix stod ved magt. I resten af året deltog Brabham-teamet med BT46, og i september vandt Niki Lauda det italienske Grand Prix Monza, og han sluttede sæsonen en samlet 4. plads. Det var i øvrigt ved det italienske Grand Prix, at svenskeren Ronnie Peterson pådrog sig de kvæstelser, der senere kostede ham livet.

Brabham BT46 prototype med "overfladekøling".
12-cylindret boksermotor fra Alfa Romeo til Brabham BT45 og BT46.
       

Brabham BT46 og BT46B var konstrueret af sydafrikaneren, Gordon Murray, der med en ingeniøruddannelse i bagagen rejste til England i 1969 med håb om at et job hos Lotus. Han blev dog ansat hos Brabham, og da Bernie Ecclestone i 1971 købte Brabham-teamet for £100.000, blev Gordon Murray udnævnt til chefdesigner. I perioden 1973-1985 vandt de af Gordon Murray designede biler 22 Grand Prix’er og sikrede Nelson Piquet verdensmesterskabet i både 1981 og 1983 i henholdsvis Brabham BT49 og Brabham BT52.

Brabham BT46B var ikke den første bil med en stor ventilatorvinge bag, for i 1970 havde en Chaparral 2J været forsynet med to 17” ventilatorvinger bag, der var drevet af en snescootermotor 45 hk. Bilen var blevet godkendt af SCCA (Sports Car Club of America) til at deltage i den nordamerikanske Can-Am-sportsvognsserie, men efter pres fra flere konkurrenter, valgte SCCA senere at forbyde bilen.

Niki Laudas Brabham BT46B med ventilatorvinge fra 1978.
 
Chaparral 2J fra 1970 med to store 17” ventilatorvinger, der var drevet af en snescooter-motor 45 hk.
     

I 1979 deltog Brabham i årets første løb, det argentinske Grand Prix Oscar Gálvez-banen i Buenos Aires med både BT46 og BT48. Nelson Piquet deltog i en BT46, men han måtte udgå, og Niki Lauda deltog i den helt nye BT48, der var forsynet med en V12-motor tre liter fra Alfa Romeo, men han måtte også udgå. I årets næste 12 løb deltog både Nelson Piquet og Niki Lauda i en Brabham BT48, men de måtte udgå i henholdsvis syv og ti løb.

Efter, at Niki Lauda havde vundet det ikke-pointgivende løb Dino Ferrari Grand Prix Imola-banen i september 1979, meddelte han Bernie Ecclestone, at han ønskede at ophæve sin kontrakt med Brabham-teamet, og han rejste derefter hjem til Østrig for at hellige sig sit nye luftfartsselskab, Lauda Air. Ved årets to sidste løb deltog Nelson Piquet og argentineren Ricardo Zunino i en ny Brabham BT49, der var forsynet med en V8-motor fra Cosworth, men de måtte udgå i henholdsvis det første og det sidste af de to løb.

Dermed var Alfa Romeo’s samarbejde med Brabham slut.

Niki Lauda i sin Brabham BT46 på Paul Richard i 1978.

SPECIFIKATIONER, BT46

Opbygning
Monocoque af aluminium. Langsliggende motor, placeret centralt. Gearkasse, placeret bag motor. Baghjulstræk.

Motor
12-cylindret boksermotor med 2×2 overliggende, tandhjulstrukne knastaksler og 4 ventiler pr. cylinder. Motorblok og topstykke af aluminium. Boring 77 mm. Slaglængde 53,6 mm. Slagvolumen 2.995 cm3. Kompression 11,0:1. Mekanisk multipoint-benzinindsprøjtning af mærket Lucas. Maksimal ydelse 520 hk v/12.000 o/m. Maksimalt drejningsmoment 333 Nm v/9.000 o/m. Litereffekt 173,6 hk/l.

Hjulophæng
For: Dobbelte triangler, skruefjedre, hydrauliske teleskopstøddæmpere og krængningsstabilisator.
Bag: Dobbelte triangler, skruefjedre, hydrauliske teleskopstøddæmpere og krængningsstabilisator.

Styretøj
Tandstangstyring.

Bremser
Hydraulisk system med skivebremser ved alle hjul og ventilerede bremseskiver, de bageste placeret ved gearkassen.

Hjul
Aluminiumsfælge med dæk i størrelse 10/22×13 for og 16,2/26×13 bag.

Mål og vægt
Akselafstand 259 cm. Sporvidde for/bag 142/152 cm. Egenvægt 595 kg.

Tekst: Erik Schifter-Holm. Foto: Diverse