Månedens Klassiker - 1950 til 1959
Søndag, 01 December 1996 00:00

ALFA ROMEO 1900 M

Den må da være kommet forkert, vil du måske sige. Men prøv lige at se nøjere efter, så vil du opdage, at kølergitteret har antydning af den klassiske Alfa-trekant. Næsten 2.000 stk. blev produceret, de fleste til militær og politi.

   
Det er altså en Alfa Romeo, selvom du næppe vil tro det. Der blev i midten af halvtredserne fremstillet knapt 2.000 af disse "jeeps", hovedsageligt til militært brug.
Her er politi-udgaven i (tilnærmet) Alfa Rosso.

Alfa Romeo 1900 M med tilnavnet "Matta" var ment som en afløser for de amerikanske jeeps fra Ford og Willys, og den er fremstillet efter det italienske forsvarsministeriums specifikationer.

Køretøjet er beregnet til både civilt og militært brug, og den har kun motoren til fælles med Alfa Romeo's gadebiler. Motoren er en 4­cylindret rækkemotor på 1.884 ccm fra Alfa Romeo 1900. Gearkassen er forsynet med to udtag således, at der kan være træk på både for- og bag­hjul.

Karrosseriet kan dækkes af en canvas-kaleche. Der er plads til en kører og fem passagerer, og der er plads til to reservehjul, et bag forsæderne og et på motorhjelmen.

Militæret anvendte køretøjet til at trække påhængsvogne og mindre artilleripjecer, medens køretøjet til civilt brug blev anvendt til brand­slukning og snerydning og ved land­bruget.

Den senere udgave (A.R. 52) har motor fra Alfa Romeo 1900 Super, hvor boringen er øget til 84,5 mm, hvilket giver et slagvolumen på 1.995 ccm.

   
Matta ser ud som en nøje kopi af jeeps fra Ford og Willys.
Der er ikke ret mange tilbage af disse, men vores tyske ven, Jochen Tydecks, har en, som er ved at være færdigrestaureret, så der skulle være en chance for at se den inden længe.

SPECIFIKATIONER, 1900 M
 

Opbygning
Separat chassisramme, karrosseri af stålplade. Langsliggende motor placeret foran. Gearkasse placeret ved motor. Bag- eller fire-hjulstræk.

Motor
4-cylindret rækkemotor med 2 overliggende kædetrukne knastaksler. 2 ventiler pr. cylinder. Motorblok af støbejern. Topstykke af aluminium. Boring 82,55 mm. Slaglængde 88 mm. Slagvolumen 1.884 ccm. Kompression 7,0:1. Maksimal ydelse 65 hk v/4.400 o/m. Litereffekt 34,5 hk/l.

Transmission
Manuel 5-trins gearkasse med indkoblingsbart træk forhjulene. Hydralisk tør enkeltplade-kobling. Udveksling i differentiale: 4,1:1.

Hjulophæng
For: Dobbelte triangler, langsliggende torsionsfjedre og hydrauliske støddæmpere.
Bag: Stiv aksel med langsliggende bladfjedre og hydrauliske støddæmpere.

Styretøj
Snekke/rulle.

Bremser
Hydraulisk system med tromlebremser for og bag.

Hjul
Stålfælge med dæk i størrelse 6.40 x16.

Mål og vægt
Længde 400 cm. Akselafstand 220 cm. Sporvidde for/bag 130/130 cm. Egenvægt 1.250 kg. Benzintank 50 liter. Vægt/effekt 19,2 kg/hk.

Præstationer
Tophastighed 105 km/t.

Produktionsår
1952-1954

Produktionsantal
Model A.R. 51: 1.921 stk.
Model A.R. 52: 154 stk.

 

Tekst: Erik Schifter-Holm. Foto: Fabriksfoto og Internettet

 

 

Banner

© 2008-2018 Alfa Romeo Klub Danmark