Månedens Klassiker - 1960 til 1969
Onsdag, 01 April 1998 00:00
 

ALFA ROMEO GIULIETTA SZ

Alfa Romeo har altid haft et særligt forhold til Zagato, der har designet nogle af de mest spændende Alfa'er. Ofte er Zagato's karrosserier temmelig specielle og giver anledning til diskussion, men både SZ- og TZ-modellerne hører til de mest vellykkede.
 

   
Officielt billede af Alfa Romeo Giulietta SZ, serie 1. Den endelige version. Bemærk dørhåndtag som TZ og GTA (ring og knap). Borani hjulene var "bimetal", det vil sige, at centeret var i aluminium og resten i stål.
Prototype en Alfa Romeo Giulietta SZ, serie 1. Prototype-kendetegn: Plexiglas over forlygterne og kun to vandrette ribber i luftindtagene.

Med et design fra Zagato gjorde Alfa Romeo det muligt for sine kunder at deltage i væddeløb i GT-klassen.

Alfa Romeo Giulietta SZ havde samme chassis som Giulietta Sprint Speciale, men takket være et karrosseri af aluminium, lykkedes det at holde vægten nede 854 kg, og den blev senere reduceret til blot 840 kg. Denne 2-personers bil var usædvanlig strømlinet og anderledes end Giulietta Sprint Speciale.

I 1961 blev serie 2-modellen præsenteret i form af en længere, smallere og lavere udgave med en ændret front, et lavere rude-arrangement og en forlænget, men skarpt afskåret bagende efter "Kamm-teorien", og der var nu (bortset fra de 20 første eksemplarer) skivebremser foran. Der blev solgt "ændrings-kit" til ejere af modeller med tromlebremser foran.

Giulietta SZ kunne notere så fornemme placeringer som nr. 10 ved Le Mans i 1962, nr. 7 ved Targa Florio i 1962 (kun få minutter efter Ferrari GTO) og nr. 9 ved Targa Florio i 1963 (denne gang foran både Ferrari GTO og Porsche RS). Det sidste eksemplar blev leveret til racerkøreren, Carlo Facetti, den 28. januar 1963.

     
Officielle billeder af Alfa Romeo Giulietta SZ, serie 2 (Coda Tronca). Bemærk de store tromlebremser med køleribber, der kun fandtes de 20 første eksemplarer. Derefter gik man over til skivebremser.

SPECIFIKATIONER, Giulietta SZ

Opbygning
Selvbærende karrosseri, langsliggende motor placeret foran, gearkasse placeret ved motor, baghjulstræk.

Motor
4-cylindret rækkemotor med to overliggende, kædetrukne knastaksler (dobbelt kæde) og to ventiler pr. cylinder. Motorblok og topstykke af aluminium. Boring 74 mm. Slag længde 75 mm. Slagvolumen 1.290 cm3. Kompression 9,7:1. To stk. vandrette dobbeltkarburatorer af typen Weber 40 DCOE3. Maksimal ydelse 97 hk v/6.500 o/m. Maksimalt drejningsmoment 11,4 kgm v/4.500 o/m. Litereffekt 75,2 hk/I.

Transmission
Manuel 5-trins gearkasse med gearstang placeret i gulvet. Tør enkeltplade­kobling. Udveksling i gearkasse: 1. 3,258:1; 2.1,985:1; 3.1,357:1; 4.1:1; 5. 0,854:1; R. 3,252:1. Udveksling i differentiale: 4,556:1.

Bremser
Hydraulisk system med tromlebremser for og bag. Serie 2-modeller fik skive­bremser foran. Mekanisk håndbremse på baghjulene.

Hjulophæng
For: Dobbelte triangler, skruefjedre, tele­skopstøddæmpere og krængnings­stapilisator.
Bag: Stiv aksel med langsliggende reak­tionsarme; skruefjedre og teleskop­støddæmpere.

Styretøj
Snekke/rulle.

Hjul
Stålfælge med dæk i størrelse 155 x 15.

Mål og vægt
Længde 392/400 cm. Bredde 154/150 cm. Højde 125/123 cm. Akselafstand 225 cm. Sporvidde for/bag 129/127 cm. Tør egenvægt 854/840 kg. Benzintank 80 liter.

Præstationer
Tophastighed 189/200 km/t. Gennemsnitlig brændstoføkonomi 8 km/l.

Produktionsår
1960-1962.

Produktionsantal
173 stk. serie 1.
44 stk. serie 2 (Coda Tronca).

 

Tekst: Erik Schifter-Holm. Foto: Fabriksfoto.

 
 

 

Banner

© 2008-2018 Alfa Romeo Klub Danmark