Månedens Klassiker - 1940 til 1949
Fredag, 01 Oktober 2004 00:00
 

ALFA ROMEO 6C 2500 COLONIALE


Alfa Romeo 6C 2500 Coloniale (italiensk for koloni) blev bestilt af det italienske forsvarsministerium i 1938 til brug i de italienske kolonier.

   
Alfa Romeo 6C 2500 Coloniale.

Italien havde mange interesser i Afrika: I 1889 blev en del af det nuværende Somalia et italiensk protektorat, og Eritrea blev en italiensk koloni året efter. I 1896 forsøgte italienske styrker forgæves at invadere Abessinien (det nuværende Etiopien), og i 1924 blev Jubaland (en del af Kenya) overdraget af briterne til Italien. I oktober 1935 inva­derede italienske styrker Abessinien, og i juni 1936 blev de italienske besiddelser i Østafrika udråbt som Italiensk Østafrika. Italien havde endvidere haft held til at "tage" det nuværende Libyen fra tyrkerne i 1912.

To prototyper af model 6C 2500 Coloniale blev fremstillet af Alfa Romeo i 1939, og Giambattista Guidotti fik til opgave at prøvekøre de to prototyper i Østafrika. Giambattista Guidotti havde tidligere kørt en Alfa Romeo 8C 2300B i Mille Miglia i 1937. Bilen kom i mål som nummer fire, og det var den første bil, opbygget efter det senere kendte Touring Superleggera-princip (rørramme-konstruktion).

   
Alfa Romeo 6C 2500 Coloniale med kalechen nede. Bemærk de to vindspejle, ekstradunkene til benzin samt den fastmonterede skovl.
En egentlig produktion begyndte i 1941, og det var mange måder en anderledes Alfa Romeo. Bilen havde to reservehjul, en brændstoftank 120 liter samt fire ekstradunke med plads til 70 liter benzin. Derudover kunne differentialet låses fra førersædet.

Produktionen ophørte i 1942 grund af krigens udvilkling, og man nåede kun at fremstille 150 køretøjer udover de to prototyper. Det fortælles, at et eller flere køretøjer deltog Østfronten i forsøget at invadere Sovjetunionen.
     
6C 2500 Coloniale på vej mod restaurering. En færdigrestaureret 6C 2500 Coloniale.

SPECIFIKATIONER, 6C 2500 Coloniale


Opbygning
Chassisramme af stål med karrosseri af stål­plade. Langsliggende motor, placeret foran. Gearkasse placeret ved motor. Baghjulstræk.

Motor
6-cylindret rækkemotor med to tandhjulstrukne, overliggende knastaksler og to ventiler pr. cylinder. Motorblok af støbejern og topstykke af aluminium. Boring 72 mm. Slaglængde 100 mm. Slagvolumen 2.443 cm3. Kompression 7:1. En dobbelt-karburator af typen Weber 36DCR2. Maksimal ydelse 90 hk v/4.500 o/m. Litereffekt 36,8 hk/l.

Transmission
Manuel 4-trins gearkasse med gearstang, placeret i gulvet. Tør enkeltplade-kobling. Udveksling i gearkasse: 1. 3,8:1; 2. 2,23:1 ; 3. 1,506:1; 4. 1:1; R. 3,69:1. Udveksling i differentiale: 5,545:1.

Hjulophæng
For: Uafhængigt ophæng med skruefjedre og hydrauliske støddæmpere.
Bag: Uafhængigt ophæng med langsgående torsionsfjedre, krængningsstabilisator samt både hydrauliske støddæmpere og friktions-støddæmpere.

Styretøj
Snekke/rulle.

Bremser
Hydraulisk system med tromlebremser for og bag. Mekanisk håndbremse baghjulene.

Hjul
Stålfælge med dæk i størrelse 6,5x19".

Mål og vægt
Længde 487 cm. Bredde 183 cm. Højde 175 cm. Akselafstand 310 cm. Sporvidde for/bag 145/147 cm. Egenvægt 1.650 kg. Benzintank 120 liter.

Præstationer
Tophastighed 127 km/h.

Produktion
1939, 2 stk. (prototyper)
1941, 83 stk.
1942, 67 stk.
Total, 152 stk.
 

   

Tekst: Erik Schifter-Holm. FotoFabriksfoto.

 

 

Banner

© 2008-2018 Alfa Romeo Klub Danmark