Månedens Klassiker - 1990 til 1999
Fredag, 01 Februar 2008 00:00
 

ALFA ROMEO 156 1.9 JTD

Alfa Romeo 156 blev præsenteret automobiludstillingen i Frankfurt am Main i september 1997 som en afløser for model 155 fra 1992. Der var igen tale om en 4-dørs personbil med tværliggende motor og forhjulstræk, men designet var nyt. Designet var nyt og spændende, at mange ikke-bilinteresserede hurtigt opdagede den dér smarte, nye Alfa Romeo “uden” håndtag til bagdørene, og forreste nummerplade monteret under venstre forlygte.
 

   
I år 2000 havde klubben en 159 1.9 JTD til test, og Leif Lorenzen har her fotograferet den i maleriske omgivelser. Det kunne se ud som om, at han er ved at skubbe den i vandet, men galt var det dog ikke, selv om det måtte konkluderes, at der skulle køres over 60.000 km om året, førend det kunne betale sig at vælge 1.9 JTD frem for 1.6 T. Spark 16V. Men dieslen er lettere at tune!

Alfa Romeo 156 blev fremstillet fabrikken i Pomigliano d’Arco ved Napoli, stedet, hvor også Alfasud i sin tid blev fremstillet, og allerede ved præsentationen kunne den fås med seks forskellige motorer, fire benzin og to diesel. Benzinmotorerne var 1.6 T.S. 16V med 120 hk/144 Nm, 1.8 T.S. 16V med 144 hk/169 Nm, 2.0 T.S. 16V med 155 hk/187 Nm og 2.5 V6 24V med 190 hk/222 Nm. Den 6-cylindrede var den allerførste Alfa Romeo med “drive by wire”, dvs. ledning i stedet for kabel fra gaspedal til motor. Dieselmotorerne var 1.9 JTD med 105 hk/255 Nm og 2.4 JTD med 136 hk/304 Nm.

Alfa Romeo 156 blev kåret som Årets Bil i Danmark 1998 med 203 point, hvor de nærmeste konkurrenter Citroën Berlingo/ Peugeot Partner og Citroën Xsara måtte nøjes med henholdsvis 152 og 139 point. Alfa Romeo 156 blev også kåret som Årets Bil i Europa (Car of the Year) 1998 med 454 point, hvor de nærmeste konkurrenter, Volkswagen Golf og Audi A6, måtte nøjes med henholdsvis 266 og 265 point. En knusende sejr til Alfa Romeo 156 i både Danmark og Europa.

De to diesel-varianter var 1.9 JTD med en 4-cylindret rækkemotor 1.910 cm3 med en maksimal effekt 105 hk v/4.000 o/m og et maksimalt drejningsmoment 255 Nm v/2.000 o/m, og 2.4 JTD med en 5-cylindret rækkemotor 2.387 cm3 med en maksimal effekt 136 hk v/4.200 o/m og et maksimalt drejningsmoment 304 Nm v/2.000 o/m.

De to dieselmotorer var verdens første personbils-dieselmotorer med commonrail-system, hvilket vil sige, at rørene med dieselolie er ét sammenhængende rør (commonrail), der er under konstant tryk. Ved hver cylinder er der en magnetventil, der styres af bilens elektronik. Hermed opnås en mere præcis styring end ved de traditionelle indsprøjtningssystemer, der fungerer ved, at der fra højtryksdieselpumpen går et langt rør ud til hver cylinder, hvor der sidder en fjederbelastet ventil. Når indsprøjtningen skal ske i en cylinder, sendes en trykimpuls ud gennem det lange rør, og den breder sig gennem røret og åbner til sidst den fjederbelastede ventil. Det siger sig selv, at indsprøjtningen ikke kan blive præcis, som ved commonrail-systemet.
 

     
1.9 JTD-motoren ses her til venstre. Turbo og ladeluftkøler.
billedet til højre kan ses komponenterne i commonrail-systemet den 5-cylindrede udgave, 2.4 JTD. Som det kan ses, er der bl.a. elektronisk speeder.

Ved commonrail-systemet kan man også give en lille for-indsprøjtning, der gør forbrændingen blødere (støjreduktion op til 8 dB(A)), og det gør det også lettere at opnå tilfredsstillende forureningsværdier. Commonrail-systemet er i princippet identisk med de benzinindsprøjtningssystemer, som har været kendt længe, men det har krævet megen udvikling at det til at fungere, idet commonrail-systemet kræver et brændstoftryk 1350 bar mod kun 5-7 bar i et traditionelt benzinindsprøjtningssystem.

Udviklingen af commonrail-systemet begyndte i 1987 som et samarbejde mellem Fiat Research Centre og Magneti Marelli. Da systemet var færdigudviklet i 1994, og man skulle videre til en egentlig produktionsmodning, solgte Fiat og Magneti Marelli patentrettighederne til Bosch, der har færdigudviklet systemet.

Hos Alfa Romeo kaldes systemet for Unijet, og både 1.9 JTD og 2.4 JTD har direkte indsprøjtning (uden forkammer), turbolader og ladeluftkøler. 2.4 JTD har turbolader med variable indløbsskovle, og den 5-cylindrede motor har en modsat-roterende balanceaksel. Begge motorer imponerer med et meget stort drejningsmoment, og selv 1.9 JTD har et større moment end sin 6-cylindrede benzinsøster. De to dieselmotorer har et gennemsnitligt brændstofforbrug henholdsvis 17,2 og 14,9 km/l.

I 2001 fik 1.9 JTD turbolader med variable indløbsskovle, og senere fik begge dieselmotorer fire ventiler pr. cylinder. I 2005, som var sidste år med model 156, kunne 1.9 JTD 16V prale af 150 hk v/4.000 o/m og 305 Nm v/2.000 o/m, og 2.4 JTD 20V havde 175 hk v/4.000 o/m og 385 Nm v/2.000 o/m. Det gennemsnitlige brændstofforbrug var henholdsvis 16,9 og 15,2 km/l.
 

       
De moderne dieselmotorer har direkte indsprøjtning, og commonrail-systemerne er der en fælles “rail” (skinne/ledning) til dyserne. Indsprøjtningsdyserne styres elektronisk, og commonrail-systemet giver mulighed for flere indsprøjtninger pr. forbrændingstakt, hvilket nedsætter støjniveauet fra motoren.

SPECIFIKATIONER, 156 1.9 JTD

Opbygning
Selvbærende stålkarrosseri. Tværliggende motor, placeret foran. Gearkasse, placeret ved enden af motor. Forhjulstræk.


Motor
4-cylindret rækkemotor med en overliggende, tandremstrukket knastaksel og to ventiler pr. cylinder. Motorblok af støbejern og topstykke af aluminium. Boring 82 mm. Slaglængde 90,4 mm. Slagvolumen 1.910 cm3. Kompression 18,45:1. Bosch EDC 15 direkte commonrail indsprøjtning. Garrett T15 turbolader samt ladeluftkøler. Maksimal effekt 105 hk v/4.000 o/m. Maksimalt drejningsmoment 255 Nm v/2.000 o/m. Litereffekt 55,0 hk/l.


Transmission
Manuel 5-trins gearkasse med gearstang, placeret i gulvet. Tør enkeltpladekobling. Udveksling i gearkasse: 1. 3,8:1; 2. 2,235:1; 3. 1,36:1; 4. 0,971:1; 5. 0,763:1; R. 3,909:1. Udveksling i differentiale: 3,353:1.


Hjulophæng
For: Dobbelte tværsvingarme med skruefjedre, krængningsstabilisator og hydrauliske teleskopstøddæmpere.
Bag: McPherson-fjederben med to tværgående arme og en langsgående reaktionsarm, skruefjedre, krængningsstabilisator og hydrauliske teleskopstøddæmpere.


Styretøj
Tandstangstyring med servoassistance.


Bremser
Hydraulisk to-kreds system med servoassistance, ABS, skivebremser med massive bremseskiver for og bag samt elektronisk, lastafhængig bremsekraftregulator til bagbremserne. Mekanisk håndbremse baghjulene.


Hjul
Stålfælge 6x15” med dæk i størrelse 185/65R15H.


Mål og vægt
Længde 443 cm. Bredde 174,5 cm. Højde 141,5 cm. Akselafstand 259,5 cm. Sporvidde for/bag 151,9/150,6 cm. Egenvægt 1.270 kg. Frihøjde 14 cm. Benzintank 63 liter. Bagagerum 380 liter.


Præstationer
Acceleration 0-100 km/t 10,5 sek. Tophastighed 188 km/t. Gennemsnitligt brændstofforbrug 17,2 km/l (EU-norm).


Nypriser pr. 01.03.1998:
1.6 T. Spark 16V: 223.000 kr.
1.8 T. Spark 16V: 243.000 kr.
2.0 T. Spark 16V: 263.000 kr.
2.5 V6 24V: 353.000 kr.
1.9 JTD: 286.000 kr.
2.4 JTD: 326.000 kr.

 

   
Røntgentegning af en 156 - her med en Twin Spark 16V motor.

 

Tekst: Erik Schifter-Holm. Foto: Leif Lorenzen og fabriksfoto.

 

 

Banner

© 2008-2018 Alfa Romeo Klub Danmark