Månedens Klassiker - 1940 til 1949
Fredag, 01 Oktober 2010 00:00
 

ALFA ROMEO 6C 3000 PROTOTYPE
 

Alfa Romeo 6C 3000 blev designet i slutningen af 1940’erne som en moderne og billigere afløser for model 6C 2500 fra 1939.

   
Model i fuld størrelse af Alfa Romeo 6C 3000 fra 1948.

6C 3000 var et motorstærkt, hurtigt og rummeligt køretøj med plads til 5-6 personer på de to sofarækker. Bilens forende adskilte sig meget fra tidligere Alfa Romeo-modeller, idet trekanten var mindre tydelig end tidligere, og kølergrillen var til gengæld dominerende.

Bilens karrosseri var selvbærende, hvilket ikke tidligere var set på en Alfa Romeo, men motorens konstruktion var set før og havde motorblok af støbejern og topstykke af aluminium.

Produktionen bestod kun af tre prototyper, for Alfa Romeo besluttede at fremstille en kortere, lettere og billigere model, og resultatet blev den 4-cylindrede model 1900 fra 1950, der blev Alfa Romeos første seriebyggede model, og den første produktionsmodel med selvbærende karrosseri.
 

SPECIFIKATIONER, 6C 3000 Prototype

Opbygning
Selvbærende karrosseri af stålplade. Langsliggende motor, placeret foran. Baghjulstræk.

 

Motor
6-cylindret rækkemotor med to kædetrukne, overliggende knastaksler og to ventiler pr. cylinder. Motorblok af støbejern og topstykke af aluminium. Boring 82,55 mm. Slaglængde 92 mm. Slagvolumen 2.955 cm3. Kompression 7,5:1. En lodret karburator. Maksimal ydelse 120 hk v/4.800 o/m. Litereffekt 40,6 hk/l.

 

Transmission
Manuel 4-trins gearkasse med gearstang placeret ved rattet. Tør enkeltplade-kobling. Udveksling i differentiale: 4,1:1.

 

Hjulophæng
For: Uafhængigt ophæng med tværsvingarme, skruefjedre og hydrauliske støddæmpere.
Bag: Uafhængigt ophæng med bærearme, tværgående torsionsfjedre og hydrauliske støddæmpere.

 

Styretøj
Snekke/rulle.

 

Bremser
Hydraulisk system med tromlebremser for og bag. Mekanisk håndbremse på baghjulene.

 

Hjul
Stålfælge med dæk i størrelse 6,5 x 16”.

 

Mål og vægt
Længde 520 cm. Akselafstand 305 cm. Sporvidde for/bag 151/147 cm. Egenvægt 1.400 kg. Benzintank 70 liter.

 

Præstationer
Tophastighed 165 km/t.

 

Produktion
1948-1949 3 stk. prototyper.

Tekst: Erik Schifter-Holm. Foto: Alfa Romeo.

 
 

Banner

© 2008-2018 Alfa Romeo Klub Danmark