Månedens Klassiker
Onsdag, 01 Juni 2011 00:00
 

ALFA ROMEO 156 GTA

Alfa Romeo 156 blev præsenteret på automobiludstillingen i Frankfurt i september 1997 som en afløser for model 155 fra 1992. Der var igen tale om en 4-dørs personbil med tværliggende motor og forhjulstræk, men designet var nyt. Designet var så nyt og spændende, at mange ikke-bil-interesserede hurtigt opdagede den dér smarte nye Alfa Romeo “uden” håndtag til bagdørene og med forreste nummerplade monteret under venstre forlygte.

   
En GTA kan kendes på anderledes kofangere, forlygter, fælge og skørter - både på Berlina og Sportwagon.

Alfa Romeo 156 blev fremstillet på fabrikken i Pomigliano d’Arco ved Napoli, stedet hvor også Alfasud i sin tid blev fremstillet, og allerede ved præsentationen kunne den fås med seks forskellige motorer, fire benzin og to diesel. Benzinmotorerne var 1.6 TS 16V med 120 hk/144 Nm, 1.8 TS 16V med 144 hk/169 Nm, 2.0 TS 16V med 155 hk/187 Nm og 2.5 V6 24V med 190 hk/222 Nm. Dieselmotorerne var 1.9 JTD med 105 hk/255 Nm og 2.4 JTD med 136 hk/304 Nm (verdens første personbilsdiesel’er med commonrail-indsprøjtning).

Alfa Romeo 156 blev kåret som Årets Bil i Danmark 1998 med 203 point, hvor de nærmeste konkurrenter Citroën Berlingo/Peugeot Partner og Citroën Xsara måtte nøjes med henholdsvis 152 og 139 point. Alfa Romeo 156 blev også kåret som Årets Bil i Europa (Car Of The Year) 1998 med 454 point, hvor de nærmeste konkurrenter Volkswagen Golf og Audi A6 måtte nøjes med henholdsvis 266 og 265 point. En knusende sejr til Alfa Romeo 156 i både Danmark og Europa.
 

     
Den kendte V6-motor fra Alfa Romeo, men nu på 3,2 liter og med en effekt på 250 hk. Set bagfra kan man straks genkende en GTA - både på Berlina og Sportwagon.
Alfa Romeo 156 GTA blev præsenteret på automobiludstillingen i Frankfurt i september 2001 og var opkaldt efter de berømte GTA-biler (A for alleggerita – på dansk lettet) fra 1960’erne, hvor firmaet Autodelta havde modificeret Alfa Romeo Giulia Sprint GT. Denne gang var der dog ikke tale om en lettere bil, for en GTA var tungere end sine søskende, men der var alligevel noget særligt over en GTA. Motoren var på 3,2 liter og ydede 250 hk, styretøjet havde kun 1,7 ratomgange fra stop til stop mod de andre 156’eres (stadigt moderate) 2,1 ratomgange, affjedringen var lavere og hårdere, bremserne var større og dermed mere effektive, aluminiumsfælgene i 17” havde sit helt eget design (pas på, ikke alle uoriginale 17” fælge kan komme på på grund af de store bremsecalipre), kofangerne havde et lidt andet design, forlygterne havde sort baggrund og gav bilen sit helt eget udseende, og lædersæderne var også anderledes. Der kunne vælges mellem 6-trins manuel gearkasse og Selespeed-gearskift (dog ikke helt fra start), hvor chaufføren kunne skifte gear ved hjælp af skifteknapper ved rattet. Alt i alt var 156 GTA det ypperste blandt 156’ere, og så kunne den tilmed fås som Sportwagon, så med lidt god vilje kunne den kaldes en alsidig familiebil.
 
   
Den foretrukne siddeplads i en GTA. Bemærk pedalerne, fodhvileren til venstre for koblingspedalen og instrumenterne med sort baggrund.
Produktionen af GTA sluttede i maj 2005 få måneder efter, at Alfa Romeo 159 var blevet præsenteret på automobiludstillingen i Genève som en afløser for model 156. GTA’en fik i øvrigt aldrig det facelift, som de ”almindelige” 156’ere fik i efteråret 2003.
 
   
Lædersæderne i en GTA har sit helt eget udseende.
SPECIFIKATIONER, 156 GTA

Opbygning
Selvbærende stålkarrosseri. Tværliggende motor, placeret foran. Gearkasse placeret ved motor. Forhjulstræk.


Motor
6-cylindret 60º V-motor med 4 overliggende, tandremstrukne knastaksler og 4 ventiler pr. cylinder. Motorblok og topstykker af aluminium. Boring 93 mm. Slaglængde 78 mm. Slagvolumen 3.179 cm3. Kompression 10,55:1. Bosch Motronic ME 7.3.1 elektronisk brændstofindsprøjtning. Maksimal effekt 250 hk v/6.200 o/m. Maksimalt drejningsmoment 300 Nm v/4.800 o/m. Litereffekt 78,6 hk/l.


Transmission
Manuel 6-trins gearkasse med gearstang, placeret i gulvet. Tør enkeltpladekobling. Udveksling i gearkasse: 1. 3,5:1; 2. 2,235:1; 3. 1,52:1; 4. 1,156:1; 5. 0,971:1; 6. 0,816:1; R. 3,545:1. Udveksling i differentiale: 3,733:1.


Hjulophæng
For: Dobbelte tværsvingarme med skruefjedre, krængningsstabilisator og hydrauliske teleskopstøddæmpere.
Bag: McPherson-ophæng med to tværgående arme og en langsgående arm i hver side, skruefjedre, krængningsstabilisator og hydrauliske teleskopstøddæmpere.


Styretøj
Tandstangstyring med servoassistance.


Bremser
Hydraulisk system med servoassistance, ABS og EBD (elektronisk bremsekraftregulering), skivebremser med ventilerede bremseskiver for og massive bremseskiver bag. Mekanisk håndbremse på baghjulene.


Hjul
Aluminiumsfælge i størrelse 7,5x17” med dæk i størrelse 225/45ZR17.


Mål og vægt
Længde 443 cm. Bredde 176,5 cm. Højde 140,2 cm. Akselafstand 259,5 cm. Sporvidde for/bag 152,2/150,9 cm. Egenvægt 1.410 kg. Benzintank 63 liter. Bagagerum 380 liter.


Præstationer
Acceleration 0-100 km/t 6,3 sek. Tophastighed 250 km/t. Gennemsnitligt brændstofforbrug (EU-mix) 8,3 km/l.


Produktion
2001-2005


Nypriser pr. 21.10.2002:
1.8 TS 16V (140 hk) kr. 309.999 kr.
2.0 JTS (165 hk) 335.000 kr. SW 363.500 kr.
2.0 JTS Selespeed (165 hk) 381.000 kr.
2.5 V6 24V (192 hk) 449.000 kr. SW 477.500 kr.
GTA (250 hk) 700.000 kr. SW 729.000 kr.
1.9 JTD 16V (115 hk) 370.000 kr.
Tekst: Erik Schifter-Holm. Foto: Alfa Romeo
 
 

Banner

© 2008-2018 Alfa Romeo Klub Danmark