Alfa Romeo 6C 2500 SS
1939: ALFA ROMEO 6C 2500 SS (TIPO 256)
6C 2500 kunne fås i mange udgaver. Tipo 256 var de egentlige racermodeller, der også kendtes på tilføjelsen SS (Super Sport), hvor de almindelige gadeudgaver enten blot hed Sport eller var helt uden tilføjelse efter 6C 2500.
Alfa Romeo 6C 2500 SS Berlinetta deltog i Le Mans i 1939 og Mille Miglia i 1940.
Nino Farina kørte denne Alfa Romeo 6C 25005S Corsa i Mille Miglia i 1940.
I 1939 deltog Alfa Romeo i et væddeløb i Libyen fra Tobruk til Tripoli med tre åbne biler, bygget af Touring på chassis fra model 6C 2500 Super Sport. Bilerne besatte første-, anden- og fjerde-pladsen med makker-parrene Boratto/Sanesi, Biondetti/Monzani og Pintacuda/Mambelli. Den vindende bil var af typen “Ala spessa” eller “tyk vinge” med et særligt design for at opnå en optimal aerodynamik.
I sommeren 1939 udviklede Touring en særlig strømlinet Berlinetta-udgave til 24-timers løbet i Le Mans. Berlinetta-udgaven deltog også i Mille Miglia i 1940, hvor den kom i mål som nummer otte.
1940-udgaven af model 6C 2500 SS Corsa var en åben bil uden det for den tid så normale “torpedokarrosseri”. Den havde fået et nyt design, der skulle vise sig at give inspiration til mange efterkrigsmodeller. Denne bil fik en forrygende debut i Targa Abruzzo i august 1939 med d’herrer Aldrighetti og Rangoni, ligesom den opnåede en andenplads i Mille Miglia i 1940. Modellen 6C 2500 SS Corsa deltog med stor succes i mange andre væddeløb, og et begrænset antal kunder fik mulighed for at købe gade-udgaver med det særlige karrosseri.
Clemente Biondetti kørte denne Alfa Romeo 6C 2500 SS Corsa til en anden-plads i væddeløbet fra Tobruk til Tripoli i 1939.
SPECIFIKATIONER, 6C 2500 SS
Opbygning
Chassisramme med karrosseri designet af Touring. Langsliggende motor placeret foran. Gearkasse placeret ved motor. Baghjulstræk.
Motor
6-cylindret rækkemotor med to overliggende kædetrukne knastaksler. To ventiler pr. cylinder. Motorblok af støbejern og topstykke af aluminium. Boring 72 mm. Slaglængde 100 mm. Slagvolumen 2443 ccm. Kompression 8,0:1. Tre enkelte, vandrette karburatorer af typen Weber 36 DO2. Maksimal ydelse 125hk v/4.800o/m. Litereffekt 51,2 hk/l.
Transmission
Manuel 4-trins gearkasse med gearstang placeret i gulvet. Tør enkeltplade-kobling. Udveksling i gearkasse:
1: 3,30:1
2: 1,94:1
3: 1,30:1
4: 1,10:1
R: 3,20:1
Udveksling i differentiale: 3,69:1
Hjulophæng
For: Dobbelte triangler, skruefjedre og hydrauliske teleskopstøddæmpere.
Bag: Skråsvingarme, torsionsfjedre og hydrauliske teleskopstøddæmpere.
Styretøj
Snekke/rulle.
Bremser
Hydraulisk system med tromlebremser for og bag. Mekanisk håndbremse på baghjulene.
Hjul
Tråd-eger med fælgring i aluminium. Dæk i størrelse 5,5 x 18″.
Mål og vægt
Akselafstand 270 cm.
Sporvidde for/bag 145/147 cm.
Egenvægt 1.130 kg (Corsa)/1.140 kg (Ala spessa)/1.160 kg (Berlinetta).
Benzintank 90 liter (Berlinetta dog 135 liter).
Vægt/effekt 9,0 kg/hk (Corsa)/9,1 kg/hk (Ala spessa)/9,3 kg/hk (Berlinetta).
Præstationer
Tophastighed 200 km/t.
Økonomi
Ukendt.
Produktion
1939: 7 stk.
1940: 5 stk.
Tekst: Erik Schifter-Holm. Foto: Fabriksfoto.