Alfa Romeo 2300
1974: Alfa Romeo 2300
Hvad er nu det for en størrelse? 2300 lyder jo spændende nok, men ligner det ikke en forvokset Alfetta? Læs her historien om den brasilianske Alfa Romeo.
En forvokset Alfetta? Nej, det er Alfetta’ens brasilianske halvsøster, Alfa Romeo 2300.
På røntgen-tegningen ses de lidt gammeldags detaljer: Gearkasse ved motor, kun en karburator, stående pedaler.
I marts 1974 præsenterede Alfa Romeo en ny model med navnet “2300” til det brasilianske marked, og den skulle fremstilles af FNM (Fabrica Nacional de Motores S.A.) i Belo Horizonte i Brasilien.
Alfa Romeo havde været hovedaktionær i FNM siden 1968, og FNM havde hidtil fremstillet en model 2150, en lokal version af model 2000 fra 1957. Umiddelbart kunne model 2300 minde om Alfetta fra 1972, men akselafstanden var 22 cm længere, og bilen var 41 cm længere, 7 cm bredere og 3 cm højere. Bilen havde en fire-cylindret rækkemotor på 2,3 liter med to overliggende knastaksler, og de 140 SAE hk kunne bringe bilen op på 170 km/t.
I november 1976 blev model 2300 B præsenteret på automobiludstillingen i Sao Paolo, og de synlige forskelle var ændret kølergrill, baglygter, instrumentbræt og rat. Motorens ydelse, drejningsmoment og forbrug blev forbedret marginalt, og den kunne nu også køre på en blanding af alkohol og benzin, der var begyndt at blive “almindeligt” i Brasilien. Karburatoren var nu af typen Solex C 34 EIES, og tanken kunne rumme 100 liter.
På den målsatte snittegning ses, at 2300 er betydeligt større og mere rummelig end Alfetta. ja, faktisk overgår den Alfa 6 i både længde og akselafstand.
En forstørret og lidt tidlig udgave af Alfa Romeo’s kendte twincam-motor.
Instrumentbrædt i en 2300 ti.
På samme udstilling (Sao Paolo, november 1976) blev model 2300 ti præsenteret. Motoren var nu forsynet med to karburatorer af typen Solex C 40 DHC, og den maksimale ydelse var 149 SAE hk. Tophastigheden var 175 km/t, og de ydre kendetegn var ændret kølergrill og kofangere. I 1980 blev model 2300 ti4 præsenteret, en model 2300 ti med beskyttelseslister på dørene.
I 1982 blev model 2300 ti præsenteret i en særlig alkohol-udgave, og på grund af det “nye” brændstofs mindre tendens til bankning kunne kompressionen forhøjes fra 7,5: 1 til 10,6: 1. Modellen var forsynet med en karburator af typen Solex C 34 EIES, og den maksimale ydelse var 145 SAE hk (115 DIN hk).
Produktionen ophørte i 1986, hvorefter FNM udelukkende har fremstillet Fiat-modeller.
Alfa Romeo 2300 ti4, der kom i 1980 (ovenfor en 1983 type 2), adskilte sig fra 2300 ti ved sidebeskyttelseslisterne. Modellen blev produceret indtil 1986. 2300-modellen kom i 1974, og i 1976 fik den facelift med blandt andet kofangere helt hen til hjulkasserne samt revideret instrumentbræt.
SPECIFIKATIONER, 2300 Brasil
Opbygning
Selvbærende karrosseri af stålplade. Langliggende motor placeret foran. Gearkasse placeret ved motor. Baghjulstræk.
Motor
4-cylindret motor med to overliggende, knastaksler og to ventiler pr. cylinder. Motorblok og topstykke af aluminium. Våde cylinderforinger. Boring 88 mm. Slaglængde 95 mm. Slagvolumen 2310 ccm. Kompression 7,5:1. Registerkaburator af typen Solex 35 APAIG. Maksimal ydelse 140 SAE hk v/5.700 o/m. Maksi drejningsmoment 21 SAE kgm v/3.500 o/m. Litereffekt 60,6 hk/l.
Transmission
Manuel 5-trins gearkasse med gearstang placeret i gulvet. Tør enkeltpladekobling. Udveksling i gearkasse:
1. 3,03:1
2. 1,985:1
3. 1,353:1
4. 1:1
5. 0,79:1
R. 3,008:1
Udveksling i differentiale: 4,78:1
Styretøj
Snekke/rulle.
Hjulophæng
For: Dobbelte triangler med skruefjedre, hydrauliske teleskopstøddæmpere og krængningsstabilisator.
Bag, Stiv aksel med reaktionsarme, hydrauliske teleskopstøddæmpere og krængningsstabilisator.
Bremser
Hydraulisk system med servo-assistance og skivebremser for og bag. Mekanisk håndbremse på baghjulene.
Hjul
Stålfælge i størrelse 6×14″ med dæk i størrelse 185SR14.
Mål og vægt
Længde: 469 cm.
Bredde 169 cm.
Højde 146 cm
Akselafstand 273 cm.
Sporvidde for/bag 140/140 cm.
Frihøjde 14 cm.
Egenvægt 1.210 kg.
Benzintank 60 liter.
Præstationer
Acceleration 0-100 km/t: 11,7 sek. Tophastighed 170 km/t.
Produktionsår
1974-1986
Tekst: Erik Schifter-Holm. Foto: Fabriksfoto & WWW.