Fra Pagani og baglæns til Alto

Klubaften i Holte med besøg fra Bilmagasinet

Biljournalist Karsten Lemche fra Bilmagasinet tog sig en aften blandt Alfister og fortalte levende om sit arbejde bag rattet på vores alle sammens ønskebiler.

Emnerne cirklede naturligvis omkring vort eget mærke, men vi fik også Karstens personlige holdning til så vigtige emner som f. eks. om BMW er bedre end Mercedes, om det er et liv i luksus at teste superbiler, om man må smadre en Impreza, om en 147 GTA er sjovere end en Focus RS og meget mere …

   
Lemcke fortalte frit fra leveren og de fremmødte medlemmer spurgte lige så frit.

Vi forstod at der ikke findes noget mere grinagtigt end en Suzuki Alto (overrasket?) og at Porsche 911 GT3 RS og Pagani Zonda ville kæmpe evigt på Ring Knutstorp, om hvilken bil der er “best handling” uden at der kunne udnævnes en entydig vinder.

Vi hørte at netop en Pagani er det nærmeste Karsten har været på at smadre en bil (nogensinde!), da han kørte sidelæns i regnvejr og kæmpede uden at antispin slog til, men alligevel reddede den på forunderlig vis. Han fortalte, at ved hans side sad en Pagani-testkører og ventede uanfægtet på at de kom tilbage til fabrikken, for han havde fået lovning på at prøve en Maserati, som journalisterne havde med!!

   
Zonda – straf – Enzo.

De fremmødte medlemmer havde mange velmente ideer til hvordan Bilmagasinet kunne forbedres; for det handler jo slet ikke nok om Alfa Romeo og Klassikerne skal fremhæves og hvorfor prøver de ikke bilerne lidt længere for virkelig at lære dem at kende og og og …

Alle havde en lærerig aften, og vi sluttede af med at give Karsten Lemche en kasse italiensk vin som tak for det spændende foredrag … og vi fik lige bestilt mere af samme slags til senere. Foredrag, altså!

   
Karsten Lemche havde set (og rørt ved) den nye Alfa Romeo 159 for nyligt på en testbane i Italien, hvor Alfa-teknikere var ved at teste lydniveau i kabinen. Han havde dog ikke lov at fortælle noget, men i betragtning af at Alfa Romeo netop havde offetliggjort billeder, blev der spurgt en del til detaljerne … og svaret!