Den første Alfa Romeo findes i Australien

   
Den eneste tilbageværende Alfa Romeo G1, som var den første model der bar navnet "Alfa Romeo", vil blive udstillet ved Autraliens Concours d'Elegance (den 10.10.10) i anledning af Alfa Romeos 100 års jubilæum.

Denne Alfa Romeo G1 har en næsten lige så farverig historie som fabrikken, der fremstillede den. Chassis 6018 blev importeret til Australien i 1921 og blev solgt, for £850, til en forretningsmand, der kort tid efter gik konkurs. Han forudså konkursen tidligt nok til at gemme bilen, for hans kreditorer, i et skur.

Der blev den opdaget 25 år efter af et par unge knægte, der brugte den til at jagte kænguruer, indfange køer og andre ting sådan nogle fyre fordriver tiden med på en farm. Det lykkedes dem til sidst, at køre bilen ind i et træ. Efter vraget var blevet slæbt tilbage til farmen, blev resterne brugt til at drive en vandpumpe.

Efter adskillige år, som hhv. vandpumpe og skrot, blev bilen opdaget og overtaget af en Alfa Romeo entusiast, som påbegyndte restaureringen i 1964. Efter yderligere et par genopbygninger gennem årene, heraf den seneste af den nuværende ejer, Neville Crichton, importøren af Alfa Romeo i Australien og New Zealand, er G1'eren i den fremragende stand, som ses ovenfor.

Læs evt. mere om Alfa Romeo G1 under "Månedens Klassiker".