Alfa Romeo NYT

Det nye klubblad

Medlemslogin


Regler om sænkningsfjedre
Lørdag, 01 Januar 2005 00:00
Sænkningsfjedre findes i mange afskygninger. Alfa Romeo-fabrikken leverer selv såkaldte sportsfjedre til nogle modeller. Ofte er det endda tyske Eibach-fjedre!

Op til 40 mm sænkning.
Når man monterer sænkningsfjedre, opfattes det ikke som en konstruktiv ændring af bilen, hvis sænkningen er højst 40 mm.

Oftest vil det stå i monteringsanvisningen eller TÜV-godkendelsen, hvilken sænkning fjedrene giver.

Hvis bilen har en lastafhængig bremsereguleringsventil (ALB) til baghjulene, skal den justeres påny (til den ny højde i ubelæsset stand), når du har monteret fjedrene. Du kan dog også prøve at lade ventilen være i første omgang. Det vigtigste er, at du prøver, om baghjulene blokerer før forhjulene, når du laver den kraftigst mulige opbremsning, og så må du justere ventilen, hvis det er nødvendigt for at opnå, at baghjulene ikke blokerer først.

Over 40 mm sænkning.
Hvis sænkningen er over 40 mm (eller der monteres "gevind-undervogn", der muliggør større sænkning end 40 mm), skal bilen til syn, og godkendelse af monteringen forudsætter, at bilfabrikanten har sagt god for dette (og det gør de aldrig), eller at der til fjedersættet hører en tysk TÜV-godkendelse. Det er dog ikke helt nok, at der blot er en TÜV-godkendelse. Det er nemlig også en forudsætning, at fjedrene ikke bliver løse i fjederskålene, når bilen løftes helt op, og det skal også af TÜV-godkendelsen fremgå, at bilens køresikkerhed ikke er forringet. Endelig kan biler med ALB-ventil få problemer. Sådanne biler kan kun godkendes med den store sænkning, hvis der til fjedersættet medfølger en ændret ALB-ventil eller ALB-ventilfjeder.

Sænkningsfjedre. Gevind-undervogn. Alfa Romeo 147 GTA, (kraftigt) sænket.

Generelle problemer.
Uanset, om sænkningen er under eller over 40 mm, kan man få problemer med nogle mål på bilen.

F-eks. skal forlygterne sidde så højt, at der fra vejbanen og op til den nederste kant for nærlysets lysåbning (parabol) skal være mindst 50 cm (ubelastet). Tågeforlygterne skal tilsvarende sidde mindst 25 cm over vejen. Begge dele har at gøre med Iygternes rækkevidde, der jo bliver kortere, jo tættere de er på vejen.

Hvis man har træktøj på bilen, skal midten af kuglen sidde mindst 40 cm over vejen, når bilen er ubelastet.

Endelig er der en regel om, at styretøjsdele, der ikke ligger beskyttet bag andre dele i undervogn en, skal være placeret mindst 15 cm over vejen.

Kravet til lygtehøjde kan desværre somme tider være et problem for Alfasud og Alfa 33. Alfasud og Alfa 33 har en forlygtehøjde på 52-54 cm som standard, så man skal passe på ikke at komme under 50 cm ved sænkning. Hjulenes størrelse kan også betyde noget. Hvis du kører på 185/60-13, kan du næppe tillade dig at sænke bilen overhovedet!

fra Alfa Romeo NYT/Jubilæumsnummer, tekst: Peter Dyrelund
 
 

Banner

© 2008-2023 Alfa Romeo Klub Danmark