Alfa Romeo NYT

Det nye klubblad

Medlemslogin


Velkommen til Alfa Romeo Klub Danmarks nye hjemmeside
Torsdag, 25 September 2008 17:35
   
www.alfaklub.dk før og nu.

Endelig oprandt dagen hvor den nye webside kan tages i brug. En dag imødeset med stor forventning, og for manges vedkommende nok også en vis utålmodighed. Faktisk har det været en lige så lang og sej proces som det kan være at restaurere en gammel Alfa, faktisk er vi nogen der mener man kan se på webmaster hvor meget han undervejs har hevet sig i håret i frustration over alle udfordringerne - men nu er den altså klar, flot og skinnende i lakken venter den på den første store prøvetur, måske er der her i starten lige nogle bolte der skal efterspændes, nogle små efterjusteringer på karburatorerne før den går helt rent, - men det hører sig jo til og er en del af fornøjelsen! Vi håber I alle i bedste alfa-ånd vil hjælpe til med det, især her i starten.
Vi glæder os over de mange nye muligheder som websiden giver i den nye udformning og håber websidens fora og kalendermuligheder både vil danne basis for en mere umiddelbar dialog og også vil være med til at binde klubben endnu tættere sammen end tidligere!
Rigtig god fornøjelse!
Per H. Nørgaard, Sekretær, Sektion Jylland

Der er her med stor fornøjelse at vi også i den fynske bestyrelse kan byde medlemmerne velkommen til vores nye hjemmeside.
Tiderne skifter, ting forandres og er under stadig udvikling, ligesom det er med vores kære bilmærke. Vi er ikke nødvendigvis lige enige om alt det der sker med Alfa Romeo, men jeg er sikker på, at dette tiltag vil være noget vi alle kan slutte op om, for her vil der være plads og nye spændende muligheder for at dele interessen for Alfa Romeo på alle områder.
God fornøjelse.
Johnny "Mads" Hansen, Formand, Sektion Fyn

Så lykkedes det !
Alfa Romeo Klub Danmarks nye hjemmeside er on-line! Ikke mindst takket være en stor indsats fra webmaster Lars Nissen, som har brugt rigtigt mange timer med blandt andet at overføre informationer fra den gamle hjemmeside til denne flotte komplekse hjemmeside, der med de mange nye (red: og kommende) muligheder for f.eks. at holde medlemsregistret opdateret, tilmelding til arrangementer, betaling af kontingent, og ikke mindst et forum, som i gennem lang tid har være efterlyst af mange - nu er det her, tag godt imod den og udnyt mulighederne.
Vi skylder Nissen, Michael Hoffensetz og alle andre, der har fået alle trådene til at hænge sammen, en stor tak for indsatsen.
Vernon Pedersen, Formand, Sektion Sjælland

 
 
 

Banner

© 2008-2023 Alfa Romeo Klub Danmark