Lige et råd mere, før du bestiller
Personligt har jeg meget dårlige erfaringer med ”Fleebay”. To gange har jeg fået noget andet, end det på billedet, som jeg havde bestilt: Skulle fx bruge en termostat til Alfa 156, men fik en vandpumpe til et unævneligt Korea-mærke.
Når jeg skal bruge genbrugsdele, besøger jeg altid en eller flere ophuggere. Det giver en vis chance for, at stumpen ihvertfald har været monteret og virket på en anden Alfa. Desuden giver det – modsat nethandel - en god chance for at forhandle om prisen.
En god start er at søge fx i Autoophuggernes Datalager:
www.ditonet.dk/#/
Der kan man i hvert fald se, hvem der ligger inde med Alfa-stumper, og selvom man ikke finder den stump, man lige mangler, kan en opringning tit afgøre, om det alligevel er værd at trille til fx Hobro - Eller man evt. kan lave en aftale om forsendelse.
Bor eller arbejder man i KBH-området, kan det være værd at prøve at køre ud hos fx Byens Autogenbrug i Hvidovre. De er altid meget hjælpsomme med at finde ud af hvem, der har en given del, og skaffe den hjem inden for nogle få dage. Tit er der op til 60 dages reklamationsret, og det er jo væsentligt bedre end iflg. ”FleEbay’s” standardregler.
Især da jeg kørte Alfa 164 lå fx Suhrs Autogenbrug på Praghs Boulevard på Amager faktisk inde med forbavsende mange af de stumper, jeg havde brug for. Det samme gælder til en vis grad for Alfa 156.