Ja, så er der turbo på den gamle 164 3,0 V6 12V fra '90.
Idéen til ombygningen kom efter at have set nærmere på en 2,0 V6 TB motor og hørt fra diverse kilder, at blokken på en 2,0 og en 3,0 er meget ens. Dvs. beslag og manifolder mv. passer på begge maskiner.
Igennem et års tid er stumperne til kittet blevet skrabet sammen, og det består af:
- TB manifolder (for+bag)
- diverse rør til turbobeslaget
- turbobeslag
- GT25 turbo (original 2,0 V6 TB enhed)
- Intercooler
- Diverse rør til luft ind og ud
- TB indsugningsmanifold
- bundkar
Trin 1: formålet var at få monteret kittet så nemt som muligt uden at ændre for meget på den originale udstødning og kat. Derfor valgte jeg kun at lade udstødningsgassen fra den forreste cylinderrække blæse ind i turbinehuset på turboen. Derved kunne jeg beholde den originale montering til den bageste manifold - det gjorde installationen noget mere enkel, og samtidig blev det en spændende test af, om kun én cylinderrække er nok til at få turboen i gang.
Svaret er, at én cylinderrække ikke kan få turboen til at lave ladetryk overhovedet. Jeg tænker det er simpelt - energien, der kommer ind i turbinehuset skal være større end den energi, der skal bruges i kompressorhuset/indsugningen. Med denne konfiguration er turboen en prop i systemet, og det mærkes tydeligt over 3.000 o/min., hvor den har svært ved at trække vejret. Fra 1.000-2.500 o/min. har den et fint (lidt bedre end i NA-trim) træk, så turboen laver en lille smule der.
Summa summarum så sidder møllen på motoren, og det hele ser ud til at virke efter hensigten.
Trin 2: forbinde bageste cylinderrække til turbinehuset og se hvad der sker.
Der er pt. ikke ændret på tænding eller brændstof/dyser. Benzintryksregulatoren kan sandsynligvis hæve trykket/benzinmængden med stigende tryk i indsugningsmanifolden, så jeg håber der nok benzin til fx 0,2 bar overtryk.
Under alle omstændigheder er GT25-turboen så lille, at den ikke kommer til at yde mere end 230-240 Hk, og modtrykket/temp. fra turbinehuset kan teoretisk blive for højt i cylinderen og fx medføre tændingsbanken, så et lavt ladetryk er under alle omstændigheder ønskeligt - indtil videre.
Her er lidt billeder...........
Mere info kommer, når der er monteret mere luft til turboen.
P.S.: kittet er sat sammen af det jeg lige havde ved hånden, så rørføringen er mildest talt ikke køn - men det virker indtil videre........